Mount Meru, verdens akse og det kosmiske centrum

Mount Meru beskrives i både hinduismen og buddhismen som universets centrum, det kosmiske bjerg, hvor himmel og jord mødes. I hinduistisk kosmologi står Meru som verdens akse, omgivet af syv cirkler af bjerge og oceaner, og på dets top ligger gudernes rige, hvor Indra regerer. Det er et symbol på den kosmiske orden og forbindelsen mellem de forskellige planer af eksistens – det jordiske, det guddommelige og det hinsides. Mange tekster fremstiller Meru som en slags “navle” i kosmos, hvorfra alt liv og alle universets love udgår.

I buddhismen videreføres denne forestilling, men den får en særlig rolle i den buddhistiske forståelse af kosmos. Mount Meru står i centrum af universet, omgivet af fire store kontinenter, hvoraf Jambudvīpa i syd er menneskenes verden. På bjergets top findes Trāyastriṃśa-himlen, de 33 guders rige, regeret af Śakra – den buddhistiske udgave af Indra. Herfra strækker sig lag på lag af himmelske verdener, mens de lavere eksistenser befinder sig ved bjergets fod og under det. Meru bliver dermed ikke kun et mytisk bjerg, men også et billede på sindets udvikling: jo højere man bevæger sig opad, desto renere bliver bevidsthedens tilstande.

I både hinduismen og buddhismen skal Mount Meru ikke forstås som et geografisk bjerg, men snarere som et kosmisk og metafysisk princip. Det er et spirituelt centrum, et symbol på balance og verdensorden, og det fungerer som en model, hvor mennesket kan orientere sig i forhold til både det jordiske og det guddommelige. I mandalaer og hellige billeder tegnes Meru i midten som verdens hjerte, hvorfra alt udspringer og hvortil alt vender tilbage.

Se udvalget af sri Yantras, som er den fysiske repræsentation af Mount Meru

Teksten er delvist forfatter med hjælp af ai.