Her i Hjertechakra-butikken møder jeg besøgende, der har læst om en bestemt krystal og derfor kommer for at finde den. Betydningen er ofte undersøgt forinden og de har tænkt over, hvordan den passer til deres situation. Det er både en god og meget anvendt fremgangsmåde. Men når de så står med krystallen i hånden, bliver oplevelsen ofte en anden end forventet. Ved videre eksploration blandt de andre mange krystaller ender ofte de med at vælge en helt anden krystal.
Den overraskelse har jeg set igen og igen. Den er udgangspunktet for en tanke, som præger min tilgang til krystaller og lyder sådan her: Sandheden om krystaller er lokal. Med lokal mener jeg at den betydning, en krystal har for det enkelte menneske på et bestemt tidspunkt er helt unik.
Fra bogens beskrivelse til dit eget valg
Når en besøgende i butikken leder efter en krystal, taler vi ofte om det, der er anledningen til besøget. Det kan være en vanskelig periode, en beslutning eller et ønske om mere ro i hverdagen. Samtalen tager udgangspunkt i kundens egne ord og erfaringer.
Vi ser på krystallerne sammen, undersøger farverne, formerne og overfladerne, tager nogle af stenene i hånden og lægger andre tilbage. Undervejs bliver det tydeligere, hvilke krystaller der vækker interessen. Valget overrasker ofte, fordi det adskiller sig fra den oprindelige forestilling.
For mig er din egen beskrivelse afgørende. Hvad er det ved netop denne krystal, der tiltaler dig? Hvilken følelse eller tanke forbinder du med den? Svaret hjælper os med at beskrive krystallens personlige betydning. Den samme sten kan få vidt forskellige betydninger for de mennesker, der vælger den.
Krystallen er stabil, mens vi er formbare
Krystallens farve, form, struktur og overflade giver den et bestemt udtryk. I vores daglige omgang med den er disse egenskaber stabile. Vi kan tage den frem, undersøge den og vende tilbage til de samme detaljer. Mennesket der holder den, er til gengæld ofte i mange forskellige tilstande hen over tid.
Vi møder krystallerne med vores krop, vores tanker, vores følelser og vores indretilsyande. En morgen kan vi være trætte og optagede af en bekymring. Senere på dagen kan en samtale have givet os anledning til at se anderledes på den samme situation. Andre tilstande præger os gennem længere perioder.
Sorg er et eksempel på en tyngde, et menneske kan bære for en tid. Den kan fylde i hverdagen og have betydning for, hvad vi søger og tillægger værdi. Efterhånden kan sorgen fylde mindre, og andre interesser og behov kan få mere plads. Vores forhold til en krystal i sådanne perioder vil derfor også ændre sig undervejs. Den sten, vi vælger i dag, møder vi altså med de erfaringer og følelser, vi har netop nu.
Den personlige betydning hører til hos dig
Når jeg taler om en lokal sandhed, handler det netop om den personlige oplevelse. Du kan undersøge, hvad en krystal betyder for dig, og hvordan du ønsker at bruge den. Din beskrivelse gælder dit forhold til stenen. Et andet menneske kan have en anden oplevelse af præcis den samme krystal.
Betydningen er formentlig (uden at sige at det altid er sandt) knyttet til din egen historie. Måske har du fået stenen af en person, du holder af. Måske købte du den i forbindelse med en vigtig beslutning. Måske er det farven eller fornemmelsen af overfladen, du bliver ved med at vende tilbage til. Det er konkrete grunde til, at netop den krystal har værdi for dig.
Derfor er der god grund til at være opmærksom på din egen reaktion, når du vælger. Se på stenen, hold den i hånden, og prøv at sætte ord på, hvad du synes om ved den. En enkel beskrivelse af din egen oplevelse er et godt sted at begynde.
Bøger og beskrivelser giver dig et udgangspunkt
I bøger og guides kan du læse om de symbolske og spirituelle betydninger, der knyttes til krystaller. Her møder du fortolkninger og traditioner, som kan give dig idéer til, hvordan du selv vil arbejde med dem. En beskrivelse, der forbinder en krystal med eksempelvis ro, mod eller kærlighed, kan give anledning til at overveje, hvilken plads det tema har i dit liv.
Det er samtidig nyttigt at skelne mellem oplysninger om mineralets fysiske egenskaber og de betydninger, mennesker tillægger det. Den mineralogiske beskrivelse handler om selve materialet. Den symbolske beskrivelse handler om fortolkning. Du vælger selv, hvordan du vil bruge krystallen, og hvilket formål den skal have.
Giv krystallen et konkret formål
Du kan lægge en krystal på skrivebordet som en påmindelse om at holde pauser. Du kan vælge en sten, der skal minde dig om en beslutning, du har truffet. Eller du kan have glæde af dens farve og form på en hylde, hvor du ser den hver dag. Formålet kan være enkelt og helt dit eget.
Når jeg beskriver arbejdet med krystaller som virksomt, tager jeg udgangspunkt i den værdi, den enkelte oplever. Det kan være at få sat ord på en udfordring under vores samtale eller at give en sten en bestemt opgave i hverdagen. Den værdi kan du undersøge gennem din egen brug: Hvad minder stenen dig om, og hvilken betydning har den fået for dig?
Gå på opdagelse i krystalguiden
Med Krystalguide.dk vil jeg gerne give dig et sted at læse om krystaller og de betydninger, der knyttes til dem. Brug guiden til at få overblik, lære krystallerne at kende og finde inspiration til dine egne valg.
Når du ser på krystallerne hos Hjertechakra, kan du bruge beskrivelserne fra guiden sammen med din egen oplevelse. I butikken taler vi sammen om det, du søger, og du får mulighed for at se og holde de forskellige sten. Du bestemmer, hvilken plads krystallerne skal have i dit liv.